Spar penge på ting til baby

Det kan være dyrt at få barn. Selvom en baby er ret lille, har man som forælder nemlig brug for en del udstyr, for at hverdagen med et barn bliver så nem og sikker som mulig.

Du bestemmer dog selv, hvor dyrt det skal være og her får du derfor nogle gode råd til, hvordan du sparer penge på babyudstyr og babytøj. På den måde behøver du ikke afsætte alt for store summer til babys ankomst.

Køb brugt

Børn vokser hurtigt det første år. Derfor er meget babytøj og noget babyudstyr sjældent brug særlig meget, når det bliver sat væk til fordel for tøj i en større størrelse eller mere alderssvarende udstyr.

Især autostole er dyre og den første størrelse, som passer babyer fra 0-13 kilo, bliver som regel kun brugt i omkring 9-10 måneder. Vælger du at købe en brugt autostol, kan du således få fingrene i en næsten ny udgave til en meget lavere pris end hvis du skulle købe den fra ny.

Du kan også spare masser af penge på babytøj. Særligt i de mindste størrelser som 50, 56 og 62. Disse 3 størrelser bruger de fleste børn udelukkende nogle få uger – så også her kan du finde genbrugsguld til få penge. Meget af tøjet når nemlig slet ikke at blive slidt.

Andre ting, der ofte forhandles brugt er sengesæt, ammepuder, dyner, barnevogne og babylegetøj.

Udnyt de mange udsalg

Der er jævnligt udsalg i de forskellige babyudstyrsbutikker og hvis du blot ser dig for – og venter med at handle til der tilbud på det du mangler –  kan du også spare mange penge.

Under udsalg er det især en god idé at købe basisvarer som body’er, bukser og overtøj. De to første ting fordi du kommer til at bruge en del af dem. Den sidste, fordi overtøj ofte er relativt dyrt.

Når du bliver mor eller far, har du i øvrigt den såkaldte Børne-Ungeydelse i vente. Den bliver automatisk udbetalt til din NemKonto det første kvartal efter barnet er født – den 20. januar, 20. april, 20. juli eller 20. oktober.

Flere webshops tilbyder betaling med børnepenge. Her kan du få varen hjem nu, mens butikken venter med at trække pengene på dit Dankort til børnepengene er gået ind på kontoen. Mange steder helt uden det koster ekstra. Således kan du købe ind under udsalget med gratis kredit.

Du kan se en oversigt over butikker, hvor du kan betale med børnepenge her.

Køb kun det, baby har brug for

Markedet bugner med babyudstyr, som er rart at have, men ganske unødvendigt. Kender du allerede nogen, der er forældre, kan du spørge dem om, hvad de selv har brugt til deres baby. Stol ikke altid blindt på babyudstyrsbutikkernes egne lister. Butikkerne vil nemlig gerne sælge en masse varer og nogle er mere ukritiske end andre.

En såkaldt babynest er eksempelvis både flot og smart, men måske kan I nøjes med en babylift? Det kan også være, I har en idé om, at det er nødvendigt med en særlig ammepude? En blespand? Specielt motorisk legetøj?

Snak med rutinerede forældre om, hvad det helt basale behov for udstyr er. I kan altid købe noget supplerende senere, hvis det bliver nødvendigt.

Skriv et svar