EU har en hel masse internationale samarbejdsprogrammer, som bruges til at finansiere forskellige former for projekter. Det kan være samarbejde mellem kommuner, der ligger på hver sin side af landegrænsen. Fx mellem en kommune i Polen og Tyskland. Det kan også være samarbejde mellem forskellige universiteter i forskellige EU lande. Fx et samarbejde mellem et dansk, et fransk, et spansk og et tysk universitet. Det kan også være samarbejde omkring internationale, store udviklingsprojekter, som fx handler om at udvikle en motorvej, eller et kulturelt samarbejde, der sigter på godt naboskab mellem EU-landene og dem udenfor EU (fx Serbien).
Finansieret af EU
Fælles for alle de typer projekter er, at de, som får deres projekt finansieret af EU-penge, skal lave offentlighedsarbejde omkring det. De skal informere offentligheden om projektets mål og aktiviteter, om dets resultater, om hvordan det har forbedret eller udviklet noget. De skal fortælle om, hvem der er med til at udføre projektet, og så skal de naturligvis også fortælle om, at det er medfinansieret af EU.
Det kan være noget af en udfordring, fordi når forskellige partnere i sådan et projekt skal fortælle offentligheden om deres projekt, er der ofte mange forskellige måde at forstå, hvordan det kan gøres på.
Spændende projekt
For ikke så længe siden, var jeg involveret i et projekt, som handlede om udveksling af erfaringer og viden inden for udvikling af turisme i tyndt befolkede områder. Partnerne kom fra Sverige, Italien, Tyskland og Albanien. Det var et lille projekt, og vi havde ikke et stort budget at arbejde med. (Når man arbejder med EU-finansierede projekter af den type, er der som regel et budget, som på forhånd er godkendt efter EU-kommissionens retningslinjer.) Vores budget til offentlighedsarbejde var meget lille. De events, som vi lavede i de involverede lokalområder, kunne dog finansieres via en anden budgetlinje.
Vi stødte derfor på et problem: De svenske, tyske og italienske partnere var helt enige i, at det meste af offentlighedsarbejdet skulle ske via internettet. Det er en billig måde at nå ud til offentligheden på. Man kan bygge et site for sit projekt og linke det op på Facebook osv. Der er tusindvis af muligheder. Men vi havde problemer med albanerne. I det land er adgangen til internettet nemlig ikke så udbredt som i de andre. Derfor måtte vi sikre at kunne komme ud til offentligheden på andre måder. Men hvordan?
Trykning og print i København
Albanerne kendte løsningen: Trykning af flyers og løsblade som kort beskrev projektet og dets aktiviteter, ville være det bedste. De kan lægges på skoler, kommunale kontorer, det nærmeste bibliotek og i forsamlingshuse. Så kan folk tage dem og læse dem. Og flyeren henviste da også til projektet site, så de, der eventuelt har adgang til internettet, kan få mere at vide om projektet.
Men, albanerne havde et problem: Der er ingen trykkerier i deres område. De kunne ikke finde et firma, som kunne varetage print af brochurer, når de skulle indhente tilbud til opgaven. Vi måtte derfor træde til og hjælpe dem med at få tilbud fra de andre lokalområder. Det lykkedes, og via internettet kunne vi få skabelonen sendt til Italien, så brochurerne kunne trykkes dér. Derefter kunne vi sende brochurerne tilbage til albanerne.